Speciale-skrivning udløste svær depression

  • På RUC og ude i samfundet er det bare succeshistorie efter succeshistorie. Der er ikke nogen i det virkelige liv, der tør svare, når man spørger, hvordan de har det, at de overvejede at tage 60 Panodil i går. Men sådan er det ikke i Bogstøtten. Her er det i orden at komme og være alt andet end en succes.

For tre år siden stod Désirée, 38, overfor at skrive et speciale i Internationale udviklingsstudier og globale studier fra RUC, og det tog næsten livet af hende. Hun havde selvmordstanker, angst og depression og så ingen mulighed for at afslutte sit studie.

-Jeg tror altid, at jeg har været psykisk sårbar - siden barndommen. Jeg tror ikke, at jeg har en decideret diagnose, men jeg er meget psykisk sårbar. Specialet var den største nedtur, jeg havde mødt i mit liv hidtil, fortæller Désirée. 

-Jeg var enormt ensom. Dét at se alle ens studiekammerater blive færdig var enormt hårdt. Når jeg kom ud på RUC, følte jeg mig som en fremmed. Jeg var et levn fra fortiden og var dybt deprimeret.
På et tidspunkt havde jeg ikke sovet i tre uger, og det var der selvmordstankerne kom. Jeg var ved at blive vanvittig uden søvn. Jeg troede aldrig, at jeg skulle fuldende mit studie.

Hjælpen kom fra Bogstøtten
En dag googlede Désirée lidt rundt på internettet efter hjælp til mennesker i hendes situation, og så dukkede Bogstøtten i Fountain House tilfældigvis op. Bogstøtten yder støtte og studievejledning til psykisk sårbare studerende i København.

-Jeg ringede med det samme og fik en aftale med en medarbejder. Første samtale med ham endte i gråd. Jeg er ellers en hård negl, men jeg kunne slet ikke styre det den dag. Gudskelov kunne han sagtens rumme mig. Han delte tonsvis af lommetørklæder ud. Der var plads til alt, hvad jeg fyldt op af.

-Jeg startede meget langsomt op med specialet og fik procesvejledning i Bogstøtten, fordi jeg manglede struktur. Det var Helle, der blev min strukturvejleder. Det var meget små skridt. Alt sejlede i mit liv, min økonomi sejlede. Bare det at stå op og gå i bad var et kæmpe projekt.

-Men i Bogstøtten var det muligt at slippe af med ensomhedsfølelsen, fordi der var andre i nøjagtig den samme situation som mig selv.  På RUC og ude i det virkelig samfund er det bare succeshistorier efter succeshistorie. Der er ikke nogen i det virkelige liv, der tør svare, når man spørger, hvordan de har det, at de overvejede at tage 60 Panodil i går. Men sådan er det ikke i Bogstøtten. Her er det i orden at komme og være alt andet end en succes. 

Haveterapi og rummelighed
I Bogstøtten fik Désirée vejledning i, hvordan man får styr på økonomien og dagligdagen. De gav hende en daglig struktur, hvor hun ikke skulle presse sig selv for meget, men kun arbejde få timer dagligt på specialet.

-Når jeg hyperventilerede, kastede Helle mig ud for at lave havearbejde på Bogstøttens terrasse.  Først kunne jeg ikke se meningen med det, men jeg kunne jo se, at terrassen blev rigtig fin, og jeg havde fået frisk luft og sol. Det var i den grad terapi, som jeg kunne bruge til noget.
Jeg blev bedre og bedre til at navigere i det og til sidst kunne jeg arbejde seks timer dagligt uden at hyperventilere.

-Rummeligheden er det bedste ved Bogstøtten. Vi kommer fra alverdens studieretninger, fra forskellige dele af landet og mange aldersklasser. Det er rart, at man ikke bliver spurgt om, hvilken diagnose man har. Det er recovery der er i fokus, og ikke hvad du fejler.  De ser mig som Desiree, og de kigger ikke ned i en journal. Jeg føler mig som et helt menneske i Bogstøtten.

Fremtiden er lys
Det er et år siden, at Désirée blev færdig med specialet, og fremtiden ser allerede meget lysere ud.

-I dag har jeg det meget bedre. Der er himmelvid forskel på det menneske, jeg var, da jeg mødte Bogstøtten for tre år siden, og det menneske jeg er i dag. Og det skyldes til dels, at jeg benytter mig af nogle af de livsmestrings-strategier, som jeg lærte i Bogstøtten.
Og så er jeg i virksomhedspraktik som udviklingskonsulent og fagkoordinator på et socialpsykiatrisk bo-og behandlingstilbud.
Jeg vil gerne arbejde i psykiatrien, og det er delvist udsprunget af min egen historie.  Jeg vil gøre en forskel for mennesker, der lider af usynlige lidelser. De er udsatte og oversete, og der venter os langt tids arbejde, før det bliver bedre.