Fountain House er fuldt af malplacerede mennesker

-Fountain House føles ikke som en losseplads som nogle af de andre steder, hvor jeg har været for psykisk sårbare. Her kan man arbejde med alle mulige ting, både svære og lette ting. Man kan gøre rent eller skrive et nyhedsbrev. Det er første gang i mit liv, hvor jeg har turdet tænke, at der er ikke så langt fra Fountain House til at komme ud og arbejde et normalt sted

Morten, 44, har siden marts måned været medlem af Fountain House, som er et frivilligt arbejdsfællesskab for psykisk sårbare mennesker i København.
Selv om han kun har kommet i huset i gennem nogle få måneder, er han allerede faldet godt til og skriver blandt andet det månedlige nyhedsbrev, som sendes ud til alle medlemmer. Og det formulerer han både skarpt og morsomt, har han fået at vide.

Malplaceret
-Det er grotesk, at jeg ikke er kommet her før, for det er lige det, som jeg har haft brug for i mange år, siger Morten.
-Jeg havde hørt om Fountan House, men aldrig undersøgt det nærmere. Men jeg ledte jo efter et sted, hvor det gav mening for mig at være.
Alle de væresteder, som jeg har frekventeret, har været helt forkerte for mig. Enten havde jeg det for godt til det ene sted, eller for dårligt til det andet, eller også var jeg for gammel.  Jeg mødte psykiatrien første gang i 2010 og fik at vide, at jeg allerede var for gammel til deres ungdomstilbud.
Jeg har altid følt mig helt vildt malplaceret, lige meget hvor jeg kom. Men Fountain House er et hus fuldt af malplacerede mennesker, og derfor kan man kun føle sig hjemme.

Drømmen om et lille job
Morten har en kandidatgrad fra universitetet i sprogvidenskab og filosofi, men fik en førtidspension på grund af sine psykiske problemer.

-Jeg har svært ved at identificere mig med at være førtidspensionist, og samtidig er det enormt angstprovokerende bare at læse en jobannonce.
Men i Fountain House er det første gang i mit liv, hvor jeg har turdet tænke, at der er ikke så langt fra Fountain House til at komme ud og arbejde et normalt sted.

-Det fællesskab som findes i huset er måske meget lidt i sammenligning med, hvad folk har af familie, børn, venner, arbejde osv. Men måske er det lille fællesskab nok for mig. Måske skal jeg ikke drømme om at blive formand for Dansk Sprognævn. Måske kan jeg en dag få et lillebitte job på et forlag. Det tør jeg godt forsigtigt drømme om nu.

Føles som en del af arbejdsstyrken
-Jeg besluttede mig for at komme i huset en dag om ugen og var nærmest allerede stresset ved tanken om den ene dag, men ret hurtigt begyndte jeg at komme to og tre dage om ugen.  Jeg er ved at finde balancen, for jeg må heller ikke presse mig selv. Når jeg har arbejdet i huset, kommer jeg hjem og er nogle gange udmattet på den gode måde.

-I starten tænkte jeg, at det var skønt at være udmattet, når det var fyraften og kunne holde weekend. Det er næsten, som om at man er en del af arbejdsstyrken.
Men glæden ved at være udmattet skal helst være større end udmattelsen. Og måske har jeg presset mig selv lidt for meget, for det er en hårfin balance.  Fountain House er jo et sted, hvor man kan øve den balance.  Jeg kan nærme mig en grænse for, hvor meget jeg kan arbejde. Det havde jeg ikke mulighed for at afprøve på værestederne i København.

Man er savnet
–Somme tider glemmer jeg, at Fountain House er et sted for psykisk sårbare mennesker og oplever det som en reel arbejdsplads. Det er på en måde magien ved stedet. Man kan ikke kende forskel på medarbejderne og medlemmerne. Og derfor føler jeg mig som en medarbejder.  Jeg er egentlig ligeglad med, hvad jeg kaldes for i huset, bare jeg føler mig ligeværdig, og det gør jeg.

-Den anden dag spurgte en medarbejder mig om, hvordan jeg havde haft det i de fire dage, jeg havde været i Jylland. Og jeg tænkte: ’Gud, der er nogle, der tænker på mig.’

-Og for nylig sendte et andet medlem mig et billede af en blyant, som jeg havde glemt og skrev: ’ Vi er ikke de eneste, der savner dig.’
Det er virkelig rart.