Det er aldrig nemt at lade sig indlægge, og det kan være en rigtig svær beslutning. En indlæggelse kan være fyldt med spørgsmål og ængstelige følelser. Det er interessant at dykke ned i, hvorfor og hvad der er svært, men samtidig må en indlæggelse ikke blive omsluttet af mystik, tabu og negativitet. Måske står du over for en potentiel indlæggelse, og måske er det svært at ”overgive dig”, fordi du ikke rigtigt ved, hvilket ben du skal stå på, eller hvad det vil sige, men du er ikke alene, selvom det er en enormt individuel ting. Det er vigtigt, at du ved det, og det er denne artikel med til at understrege. Min artikel er et udpluk af, hvad indlæggelse kan være med udgangspunkt i mine egne erfaringer og samtaler med andre.

Bekymringer

Der er mange spørgsmål, der melder sig, når du står over for en indlæggelse: hvad, hvis de afviser mig i modtagelsen? Er jeg overhovedet syg nok? Hvem er de andre patienter? Hvad med mit kæledyr? Åben eller lukket – kan jeg klare en låst dør? Er jeg til fare for andre? Hvad skal jeg sige til min familie og venner? Hvad tænker andre? Er jeg så svag? Hvor længe skal jeg blive? Hvornår bliver jeg bedre – hvis jeg overhovedet bliver bedre? Spørgsmålene er mange, og tankerne og følelserne kan være svære at holde styr på. Det kan måske være tanker om kontroltab, følelsen af fiasko, følelsen af at stå alene, tanker om identitet og så videre. Måske angsten for, hvad andre vil sige – folk, som måske ikke ved, hvad psykisk sygdom er eller kan være. Samtidig kan det være rigtig svært at acceptere, at man har brug for hjælp – måske selvom andre tydeligt kan se det. Tanker som ”det kan jo også være, at det går bedre i morgen…” kan opstå, og det kan gøre beslutningen endnu sværere at tage.

Personligt har jeg kæmpet en del med en mistanke om, at personalet ikke er i stand til at hjælpe mig. Hvis jeg ikke selv kan hjælpe mig, hvordan skal jeg så bede andre om at hjælpe mig? Måske ved jeg slet ikke, hvad jeg har brug for hjælp til. Hvordan skal andre så kunne give mig den nødvendige hjælp? Derudover var jeg meget bekymret for at få at vide, at jeg bare skulle tage mig sammen; jeg forsøgte hver dag, hvert eneste sekund, at tage mig sammen, men det ville ikke rigtigt lykkes for mig. Hvad så, hvis de sagde lige netop dét? Det ville være ansigtstab, og det ville være en falliterklæring. Det er jo ikke en brækket arm, som man objektivt kan vurdere den nødvendige hjælp til. Det føltes, som om jeg skulle til en helt afgørende eksamen. Man opdager under en indlæggelse, at alt, hvad du siger og gør, bliver skrevet ned – og det er der nogen, der forholder sig til og udleder noget af, som har konsekvenser for dig.

Man kan se på en indlæggelse som et hækkeløb, hvor hver hæk er sin egen størrelse, sin egen udfordring, du skal stå ansigt til ansigt med, og det kan føles ekstremt ensomt. Første hæk er beslutningen, næste hæk er akutmodtagelsen, næste hæk er noget tredje. Hver eneste hæk kræver en kraftanstrengelse.

Jeg har selv primært oplevelser fra den lukkede, og jeg kan huske, da jeg første gang fik at vide, at det var dér, jeg skulle hen. Jeg var skræmt fra vid og sans, for hvad var det, jeg skulle ind til – kravlede folk på væggene og svingede sig i gardinerne?! Jeg har heldigvis aldrig selv set filmen ”Gøgereden”, men jeg havde alligevel mine egne fordomme om, hvad det ville sige at komme på ”den lukkede”. Var jeg virkelig ”så sindssyg”? Hvad foregår der bag de lukkede døre?

 

Fordele

For det første er det væsentligt at sige, at en indlæggelse kan være dit første skridt imod ikke at have det dårligt, og at du er i gang med at ændre kurs i dit liv. Man skal ikke føle sig forkert eller mærkelig ved ikke at have lyst til at lade sig indlægge, men det er samtidig vigtigt at se, at guleroden er denne ændring af kurs i dit liv. Men hvornår er guleroden større end prisen, som er at gøre det, selvom det ikke er særlig sjovt, fordi jeg ved, at det kan hjælpe mig? Fordelene kan være svære at få øje på, når man står midt i orkanens øje, og måske netop derfor er det rigtig svært at gå ind til.

Der kan være mange fordele i en indlæggelse, og nogle af dem er eksempelvis muligheden for at få en pause fra hverdagen og en pause fra ansvar. Det kan umiddelbart lyde banalt, men det har været nogle af de ting, jeg personligt har haft rigtig stor gavn af. Indlæggelse er for mig skærmning og at slå bremsen i, før mit liv kører helt af sporet. Det er lyttende ører, og det er en mulighed for at få en fod til jorden igen.

Personligt – og det er det eneste jeg kan gøre: at skrive personligt – har jeg også brugt mine indlæggelser til eksempelvis medicinjustering. I forbindelse med dét har jeg også været igennem nye udredninger undervejs, som har hjulpet mig til at få den nødvendige medicin og den rigtige diagnose til at få den rigtige hjælp.

Derudover har jeg brugt rigtig meget tid på at observere de andre patienter. Jeg har overværet og mødt mange spændende, sjove, skideirriterende og skæve eksistenser igennem mine indlæggelser, og det har været superinteressant at observere. Det giver mulighed for at sætte mig selv lidt i perspektiv at kunne sige for eksempel, at ”sådan dér har jeg i det mindste ikke”, for der vil altid være nogen, der har det på en anden måde end mig. Desuden giver samtalerne med personalet på afdelingen mulighed for at udfordre mine egne forestillinger om mig selv, hvis jeg er åben over for det. Personalet kan spille en rigtig stor rolle i en indlæggelse, og det er noget af det, der har gjort den største forskel for mig: samtalerne. Foruden samtaler er der mulighed for at socialisere med andre patienter og personalet, som tiden tillader det, og afdelingerne tilbyder forskellige både gruppe- og individuelle aktiviteter i løbet af ugen.

Dørene på en lukket afdeling er ikke nødvendigvis låst permanent; jeg oplever mulighed for frihed under ansvar, og at det ikke er et andet ord for et fængsel. For mig har denne frihed under ansvar været en stor del af min bedring, fordi jeg ikke selv skulle opfinde den dybe tallerken eller balancere med det ansvar, der er uden for sygehusets mure, mens min indre verden var i oprør. Til gengæld var der nogle andre, der satte rammerne sammen med mig, så jeg langsomt kunne blive mere og mere klædt på til at overtage kontrollen igen med tiden.

Hvad så nu?

Hvis du selv går med tanker om, hvorvidt du skal lade dig indlægge, så kan jeg personligt anbefale et par ting:

Jeg har været indlagt i alt fire gange, og de tre af gangene har jeg brugt Fountain House aktivt. Det betyder, at jeg har brugt mine kontaktpersoner her i huset til at sparre med og spejle mig i. Det er vigtigt at understrege, at medarbejderne som bekendt ikke er fagligt personale – de er mennesker, som man kan have menneskelige samtaler med. Og det har jeg selv været meget glad for at bruge i mine overvejelser, før jeg henvendte mig på skadestuen.

Derudover findes der eksempelvis muligheden for først at ringe til Bispebjerg. Bispebjerg er akutmodtagelsen for borgere i Københavns og Frederiksberg Kommune. Deres telefon er døgnåben, og man kan få en snak, som måske kan afværge en indlæggelse, eller man kan aftale, at man dukker op til en personlig samtale. De kan fanges på telefonnummer 38 64 73 60 eller findes på Esther Ammundsens Vej 36a, 2400 København.

Til sidst vil jeg helt klart anbefale at have nogen med. Det er individuelt, hvad man har brug for, men jeg har helt sikkert sat kæmpestor pris på at have ”en god ven” med. Det kan jo være en ven, familie eller som bekendt en medarbejder her fra huset, hvis det kan lade sig gøre. Der er ingen, der siger, at vedkommende skal med ind til samtalen, men det kan være rigtig rart at have nogen at tale med både før og efter, da tiden i skadestuen kan føles lang. Det kan også være en god idé at tage noget at spise med.

Som en afsluttende note vil jeg bare sige, at min artikel ikke er tænkt som hverken opfordring eller afskrækkelse; jeg håber bare, at du nu ved, hvad du potentielt står overfor, og at du ved, at du ikke er alene.