Kernehuset

Har du psykiske problemer og står du udenfor arbejdsmarkedet? Eller er du ved at komme dig efter en psykiatrisk indlæggelse og har brug for noget at stå op til? Så er Kernehuset i Fountain House måske et godt sted for dig at starte din recovery i et trygt arbejdsmiljø.

I Kernehuset bliver du en del af et arbejdsfællesskab, hvor du og andre medlemmer på frivillig basis arbejder sammen med husets medarbejdere om de mange opgaver, der skal løses i vores i kontor og kantine. Det kan være lige fra PR-arbejde og IT-opgaver til madlavning og telefonpasning. Her er arbejde til enhver kvalifikation og ethvert niveau af lyst, mod, kreativitet og kræfter.

Uanset om du ønsker at bruge huset midlertidigt til at træne dig op til et arbejde, eller du generelt gerne vil have en struktureret og meningsfuld hverdag, er dit medlemskab af huset uden tidsbegrænsning, og du kan altid vende tilbage.

Kernehuset er Fountain Houses hjerte og rummer kontorenheden og kantinen.

Her arbejder 40-50 medlemmer ugentligt på forskellige dage og i et varierende antal timer. Der kommer mange forskellige typer mennesker i Kernehuset. Du vil både møde den unge skolelærer, som efter længere tids sygdom skal finde fodfæste i hverdagen igen, og den ældre, førtidspensionerede murer, som ønsker at holde sig aktiv og undgå isolation.

I Kernehuset fokuserer vi på det fælles ønske at have et indhold i hverdagen og nogen at være sammen med det om, frem for det fælles træk, at alle medlemmer har haft og måske stadig har psykiske problemer.