Dette er min personlige beretning om, hvordan min gang i Fountain House ser ud efter et halvt år på den lukkede, og hvilken rolle huset spiller – både nu og under indlæggelse. Jeg har været udskrevet i nøjagtigt 14 dage, mens jeg skriver, og jeg er ved at finde mine fødder igen. Alle rejser er unikke, og denne her er min.

Indlæggelsen

Den 1. juni 2022 bankede jeg på døren hos lederen af Fountain House, Maria. Lidt forsigtigt og lidt forsagt, fordi jorden under mig var i røre. Jeg havde brug for hjælp, men jeg var ikke sikker på, hvilken slags hjælp jeg havde brug for. Vi talte sammen længe, og jeg fik spurgt, om det mon var muligt, at Maria tog med mig hen til min aftale hos min psykiater dagen efter, så hun kunne forklare, hvorfor jeg ikke havde lyst til at blive indlagt. Indlæggelse havde længe været på tale, når jeg havde været hos mine kontaktpersoner i mit ambulante forløb, men jeg havde gentagne gange takket nej, fordi indlæggelse aldrig er nemt at gå ind til. Maria og jeg havde løbende hen over foråret talt sammen, og jeg havde ikke haft det godt – tværtimod. Selvom Maria også var betænkelig, tog hun alligevel med mig og mødtes med mig kl. 11 dagen efter på Frederiksberg.

Inden der var gået en time, havde Maria og min psykiater talt mere sammen, end jeg selv havde deltaget i samtalen. Det meste af tiden stirrede jeg bare ud ad vinduet, mens jeg græd. Jeg ville altså ikke indlægges, og det var min psykiater bare nødt til at forstå! Men i løbet af denne times tid fik de hinanden overbevist om, at det nok alligevel var det rigtige at indlægge mig, og i første indskydelse var jeg dybt frustreret, fordi det jo var derfor, Maria var med – men alligevel overgav jeg mig, for jeg kunne jo også godt se, hvorfor de sagde, som de gjorde. Det er den korte historie af noget, der føltes som hundrede år.

Maria ventede udenfor sammen med mig i, hvad der lignede 45 minutter, mens min psykiater skrev et meget fyldestgørende indlæggelsesnotat, og så fulgte hun mig i en taxa ud til akutmodtagelsen på Bispebjerg. Her ventede vi sammen i halvanden time, mens vi spiste den sandwich, huset havde betalt til os på vejen fra Frederiksberg. Og Maria blev hos mig lige til det sidste – hele vejen igennem modtagelsessamtalen, igennem ventetiden på at komme til afdelingen, igennem visitationen og igennem, at jeg landede på min stue. Hun var tryghed og en klippe at holde fast i, mens det hele faldt sammen om ørerne på mig. Det er ikke den første indlæggelse, som Maria har været med til sammen med mig, men det er en helt anden historie.

Fountain House under indlæggelsen

Min indlæggelse tog lidt over seks måneder – 200 dage for at være helt nøjagtig. Undervejs har jeg haft løbende kontakt med primært Maria, og det har både været i telefonen og med besøg til snak og gåture; det har været befriende at høre lidt om den hverdag, jeg ikke selv kunne deltage i, men som var den, jeg skulle vende tilbage til. Disse snakke og gåture var en lille ventil til at trække vejret og en bro mellem sygehus og hverdag. Fountain House i sig selv blev også med tiden et samtaleemne på sygehuset mellem mig og mine kontaktpersoner og noget, jeg kunne holde fast i – noget at fokusere på – noget at komme ud til.

Efter de første fire måneders tid kom jeg til den åbne afdeling, og jeg begyndte at vende tilbage til huset i samarbejde med sygehuset for at gøre overgangen til en udskrivelse så spiselig som muligt. Selvom jeg undervejs vendte retur til den lukkede de sidste uger af forløbet, holdt jeg alligevel fast i at komme i huset to gange om ugen, hvor jeg havde noget at give mig til – noget meningsfuldt at udfylde min tid med, som ikke handlede om sygdom. Det blev et sted, hvor jeg næsten følte mig ”normal”, og som gav mig en følelse af at have noget at bidrage med. Hurtigt fik jeg fyldt for mange ting i mit ugeskema, og jeg var nødt til at skære noget fra for ikke at falde tilbage, men jeg holdt hårdt på, at Fountain House skulle forblive på skemaet, fordi jeg kunne mærke, at det var hér, jeg fandt noget meningsfuldt.

På sygehuset afholdt vi et netværksmøde, som blandt andet skulle planlægge min dagligdag og min kontakt med systemet efter udskrivelsen, og også her deltog Fountain House blandt andre. På dette tidspunkt havde jeg min primære kontakt med kontormedarbejder Peter, som deltog i mødet. Mødet har vi snakket om efterfølgende, og det er tydeligt for os begge at se, hvordan jeg på sygehuset er Patient med stort P, og hvordan jeg bliver mødt i Fountain House som mig. Det bliver patient- over for medlemsbegrebet, sygehus kontra Fountain House. Det er hér, huset gør den største forskel i sit virke: jeg er ikke mig i kraft af min sygdom, jeg er mig i kraft af mig.

Fountain House efter udskrivelse

Tiden efter udskrivelse har ikke været så lang endnu – kun 14 dage – og der har været jul og nytår i mellemtiden, så jeg har ikke været så meget i huset, som man måske kunne have været under almindelige vilkår. Men jeg har alligevel brugt huset så meget, som jeg har kunnet. Huset har i sig selv givet mig ro i hovedet ved bare at vide, at det findes, og at muligheden har været der for at komme og se nogle mennesker og få lidt at fylde hverdagene ud med. Derudover har jeg brugt huset aktivt til at deltage i planlægningen af nytårsfesten, og selvom det har været nogle lange dage, har det også været nogle gode, givende dage.

Planen er, at jeg fremadrettet kommer i huset to til tre dage om ugen a to timer ad gangen, og det virker som en stabil plan, om end den er meget dugfrisk. Jeg ved godt, at det er i løbet af disse timer i samværet med gode, forstående mennesker og i kraft af at have noget at give mig til, at min recovery for alvor skal blomstre den kommende tid – indtil jeg skal noget andet, for vi skal alle sammen videre på et tidspunkt. Men lige for nu er Fountain House min base.