Bent Larsen har fotograferet siden 9. klasse, siden han havde foto på ungdomsskolen. Nogle gange har det været fotografier af bygninger på rejser, andre gange sort-hvide fotografier af hans børn, men naturen har altid været et gennemgående tema, som Bent er blevet ved med at vende tilbage til. Jeg elsker natur, fortæller Bent. Det fascinerer mig med vand, og jeg kan lide den energi, når man fx er ved Vesterhavet. Ligesom jeg elsker at være i skoven. Den ro der er der. Det er den fornemmelse, man kan få ved at være i naturen, som Bent gerne vil vise i sine billeder. Det er altid svært at fange det rigtige billede, fortæller Bent. Men jeg er blevet bedre til at vælge det rigtige.

Bent fortæller, at det giver blod på tanden, at vise sine ting frem: Det gør, at jeg får lyst til at arbejde med flere emner. I dag har Bent en helt anden professionel tilgang til fotografiet, end da han startede på Ungdomsskolen. Bent er kommet i Aftenskolen i Fountain House i 2 år, og fotoholdet med titlen “Foto med nye øjne” er meget passende for den udvikling Bent har gennemgået med sin kunst. Jeg kan se detaljer på en helt anden måde. At lege med lys og skygge, eller at blive opmærksom på at jeg fotograferer som kunst, reportage eller noget helt tredje.
Bent har faktisk kendt Fountain House i over 20 år, og med en lang karriere som først hospitalstekniker og siden social- og sundhedsassistent i hospitalspsykiatrien har Bent sat pris på at kunne henvise folk hertil: Jeg elskede at arbejde i psykiatrien og var i mange år på lukket afdeling. Men i 2007 blev Bent slået ned på arbejdet og slog hovedet meget voldsomt. Bent fortæller, at han fik en stor depression og led af hukommelsesbesvær, og på et tidspunkt begyndte han igen at komme i Fountain House – denne gang som kursist: Det er et virkelig dejligt og rummeligt hus vi har her, og jeg synes at mange flere burde få glæde af det. Det er en konkret medarbejder, der har gjort en forskel for Bent, og det bliver tydeligt hvor meget relationen i huset betyder. Bent mødte Henriette Norre Bundgaard på Den Lille Skole for Voksne i Vanløse, og da Henriette skiftede job til Fountain House, fulgte Bent efter.

Bent har også overvejet, om hans billeder kan bruges til at give et politisk budskab om, at vi skal passe på naturen: Jeg er ikke fanatiker, men jeg mener at for mange mennesker er for ligegyldige overfor naturen, og den rovdrift vi driver på naturen, gør mig ked af det. Med mine dramatiske billeder af naturen, vil jeg også gerne gøre opmærksom på, at naturen indeholder en særlig kraft, som vi mennesker skal passe på. Ligesom den kan give os et særligt sted til refleksion og til bare at være.
Bent har udvalgt et par fotografier, som vi har kunnet dele her på siden.
Maria Clemensen



