To elever fra Fontanaskolens elevråd, Alma og Kalle, har valgt at træde ind i fondens bestyrelse som repræsentanter for skolen. De deltog i deres første bestyrelsesmøde d. 11. december.
Fountain House lægger vægt på maksimal inddragelse af elever og medlemmer i beslutningsprocesser, og det fremgår af vedtægterne for Fonden Fountain House, at bestyrelsen skal bestå af to medlemsrepræsentanter. Det er første gang i Fondens historie, at der nu er elever repræsenteret. Hidtil har repræsentanterne været medlemmer fra Den selvejende institution. Nu repræsenterer Morten Gram Glemskov medlemmerne og er desuden valgt som næstformand i bestyrelsen.
De to elever har valgt at dele posten i tilfælde af, at en af dem er forhindret i at deltage. Elevrepræsentanten har stemmeret i alle sager, der vedrører Fonden. Fontanaskolen er et datterselskab til Fonden, og Fondens bestyrelse er derved den øverste myndighed for skolen.
Alma svarer sådan på spørgsmålet om hvorfor hun har valgt at stille op til bestyrelsen :”Det er vigtigt for mig at have indflydelse, så vi fortsat kan have en skole, som vi holder af at gå på”. Kalle supplerer:” Jeg sætter stor pris på at være med til fikse ting eller finde løsninger. Og så har jeg et overskud, som jeg gerne vil bidrage med til at forbedre skolen”.