Her gror mennesker – sammen

16. juni 2025

I Fountain House tror vi på, at mennesker gror i samvær med andre. Vores hus er bygget op omkring et arbejdsfællesskab, hvor medlemmer og medarbejdere hver dag samarbejder om husets mange opgaver. Her er ingen tilskuere – alle bidrager med det, de kan, og på den måde styrker vi både fællesskabet og den enkeltes trivsel.

Gennem det daglige arbejde med fx madlavning, kommunikation, vedligehold og arrangementer skaber vi sammen en hverdag, hvor man føler sig værdifuld og en del af noget større. Det er ikke bare praktiske opgaver – det er meningsfulde aktiviteter, som giver struktur, formål og relationer.

Vi arbejder løbende for at gøre vores fællesskab endnu rigere. Derfor søger vi fonde, som vil være med til at støtte en række ekstraordinære initiativer – for eksempel fællesspisninger, udflugter og kulturelle aktiviteter, der rækker ud over hverdagen og styrker relationerne mellem mennesker.

For nylig har vi med stor glæde modtaget støtte til forskønnelse af vores gårdhave. Det betyder, at vi denne sommer kan skabe et grønt og rart uderum, som inviterer til samvær, ro og fælles glæde – midt i byen.

Vi er taknemmelige for den støtte, vi allerede har fået, og vi håber, at endnu flere vil være med til at skabe rammerne for et livgivende fællesskab, hvor mennesker får mulighed for at gro – sammen.