Skaberglæde

18. januar 2026

Mange kender behovet for et frirum i hverdagen. Et sted, hvor tempoet er lavere, og hvor der er plads til fordybelse, refleksion og fællesskab – uden krav om præstation. Det er udgangspunktet for Skaberglæde – et nyt kunstprojekt i Fountain House København, som er blevet muligt med støtte fra Augustinusfonden.

Kunst som fælles rum
Skaberglæde tilbyder kreative gruppeforløb for medlemmer, der har lyst til at arbejde kunstnerisk i et trygt og overskueligt fællesskab. Fokus er på den skabende proces – ikke på at levere noget bestemt eller blive vurderet.

Forløbene henvender sig til medlemmer, der:
· gerne vil bruge kunst som et meningsfuldt frirum
· har lyst til at indgå i et fast fællesskab over tid
· er nysgerrige på kreative udtryksformer – uanset erfaring

Sådan foregår det
Over projektperioden gennemføres tre kunstgruppeforløb. Hvert forløb består af 15 mødegange og varetages af en professionel kunstner i samarbejde med en medarbejder fra Fountain House, der er uddannet i metoden og har fokus på gruppens trivsel og struktur.
Det første forløb gennemføres i efteråret 2026 og bliver en skrivegruppe. Senere følger forløb inden for billedkunst og drama.
Rammerne er faste og forudsigelige, og grupperne er lukkede, så der er mulighed for at opbygge tillid og ro over tid.

Et tilbud med afsæt i viden og erfaring
Skaberglæde bygger på et forskningsbaseret koncept udviklet af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, som har dokumenteret positive effekter af kunstneriske gruppeforløb for mennesker med psykisk sårbarhed.
I Fountain House bliver metoden tilpasset hverdagen og værdier med fokus på fællesskab, ligeværd og meningsfuld deltagelse.

Et fællesskab, der kan vokse
Et mål med projektet er, at kunstgrupperne på sigt kan blive en del af Fountain House’ faste tilbud. Undervejs bliver erfaringerne samlet og brugt til at kvalificere indsatsen – både for medlemmerne og for huset som helhed.
Vi ser meget frem til at sætte Skaberglæde i gang og dele mere, når tilmelding og opstart nærmer sig.