Skabertrang: Aftenskolen i Fountain House åbner et nyt kreativt værksted

10. juli 2021

Aftenskolen i Fountain House og kunstnerne Ania Arturo og Henriette Lykke inviterer til et åbent kreativt værksted med i alt 14 workshops de kommende måneder. Første gang er onsdag, d. 14. juli kl. 16-20. Værkstedet hedder Skabertrang og er åbent for alle. Deltagelse er gratis.

Ikke mindst psykisk sårbare er ofte hårdt ramt af isolation, angst, ensomhed og i det hele taget eftervirkninger af pandemi og sundhedskrise. Aftenskolens folkeoplysende aktiviteter, der netop henvender sig til denne gruppe mennesker, har i lange perioder været omfattet af fysisk nedlukning og udelukkende fungeret online.

Derfor har Aftenskolen i Fountain House nu taget initiativ til projekt Skabertrang, som på ny giver mulighed for kreative fællesskaber med fysisk fremmøde. Skabertrang er sat i verden for at tage mennesker ud af krisen og åbne et rum, hvor relationer og kunst igen kan få næring og gro.

Vi ønsker at skabe en tryg ramme i det kreative værksted Skabertrang, der gør det muligt for psykisk sårbare at opbygge relationer og tilegne sig kreative færdigheder. Hvor mennesker ikke bliver mødt med deres diagnoser eller kriser, men som kreative individer. Kreativitet skaber et rum til at udtrykke følelser og tanker – et fælles læringsrum styrker den enkeltes trivsel og livskvalitet med øget livsmestring. Det at udtrykke sig kreativt kan lette tankevirksomhed, hjælpe til at komme ud af fastlåste tankemønstre og åbne op for nye idéer og veje i livet. Det er vigtige skridt på vejen til recovery, uddyber kunstfotograf Henriette Lykke, som er den ene af de to undervisere i Skabertrang.

Undervisere i det kreative værksted Skabertrang. Fotokunstner Henriette Lykke (th) og billedkunstner Ania Arturo (tv). Foto: Henriette Bundgaard

Skabertrang er en del af visionen i Aftenskolen i Fountain House om at styrke brugen af kunst, kreativitet og fælles læringsrum til at finde nye veje og åbne op for nye samarbejder på tværs af projekter og organisationer. Vi ønsker at nedbryde tabuer om livskriser og psykisk sygdom, fortæller aftenskoleleder Henriette Norre Bundgaard.

Det praktiske

Tilmeld dig til Skabertrang via kontor@aftenskolenfh.dk. Kender du ikke Aftenskolen eller Fountain House i forvejen, er du også velkommen til at skrive til denne mailadresse med dine spørgsmål.

Deltagelse er gratis. Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er derfor nødvendig. Der er kun få pladser tilbage på de første 14 workshops fra juli-oktober. Det er muligt at melde sig på næste forløb i Skabertrang fra oktober-december.

Læs mere om Aftenskolen og Fountain House

Skabertrang foregår i to krealokaler, i afdelingen Fontana, Fountain House, Teglværksgade 22, 2100 København Ø. Der er kreative materialer til rådighed, men medbring gerne dine egne materialer.

Værkstedet er åbent:
Onsdage kl. 16-20: 14. juli, 28. juli, 11. august, 25. august, 8. september, 22. september og 6. oktober 2021

Lørdage kl. 10-14: 24. juli, 7. august, 21. august, 4. september, 18. september, 2. oktober og 16. oktober 2021.

 

Logo: Ania Arturo

Målet med Skabertrang

Målet er, at Skabertrang med tiden bliver et permanent kreativt værksted for psykisk sårbare i København og samarbejder med de øvrige tilbud i Aftenskolen i Fountain House og Fountain House samt med andre organisationer, der fokuserer på støtte og recovery for udsatte og psykisk sårbare.

Projektet omfatter endvidere udgivelsen af en kunstbog med inspirerende værktøjer, metoder og kreative øvelser, som andre organisationer, der samarbejder med psykisk sårbare, frit kan bruge. Bogen præsenterer værker, som er skabt af kreative sjæle i Aftenskolen og Fountain House, og synliggør dermed kreativitet og kunst som vigtige elementer i menneskers recoveryproces.

Projekt Skabertrang er støttet af Det Obelske Familiefond og Trygfonden.