Stærke resultater fra Borgerfeedback 2024

3. februar 2025


Fællesskab, struktur og medlemsinddragelse
I 2024 har Borgerfeedback i Københavns Kommune undersøgt borgernes oplevelse af aktivitets- og samværstilbud (AST). For Fountain House bekræfter resultaterne den store betydning af fællesskab, struktur og medlemsinddragelse.

En struktureret opstart gør en forskel
Medlemmerne fremhæver, at Fountain Houses forventningssamtaler ved opstart gør en afgørende forskel. Her matches medlemmernes behov og kompetencer med relevante aktiviteter i huset, hvilket sikrer en meningsfuld hverdag med struktur og mål.
Medlemmerne fortæller:
“Jeg følte mig mindre overvældet og meget velkommen ved, at jeg blev imødekommet i mine behov/ønsker. Jeg var måske ikke startet, hvis jeg ikke havde en samtale om, hvor forpligtende tilbuddet ville være.”

Sociale fællesskaber giver tryghed og stabilitet
Et gennemgående tema i undersøgelsen er, hvor vigtig en stabil hverdag er for medlemmerne. Hele 96% oplever større stabilitet, efter de er begyndt i Fountain House. Særligt fællesskabets betydning understreges – 83% angiver sociale aktiviteter som afgørende for deres trivsel.
Et medlem beskriver oplevelsen således:
“Ja altså, folk vokser faktisk af sig selv, hvis man bare lige giver lidt plads til det. Det er det, jeg føler, det her sted gør rigtig meget.”

En kultur bygget på ligeværd og inddragelse
Medlemmerne oplever en stærk kultur af ligeværd og demokrati i huset. De bliver inddraget i beslutninger og har mulighed for at tage ansvar i forskellige udvalg. Denne tilgang skaber ikke kun tryghed, men styrker også medlemmernes selvtillid og kompetencer – både i Fountain House og i deres øvrige liv.
Et medlem fortæller:
“Det er sådan et demokratisk sted. Jeg har aldrig siddet i et udvalg før, men nu har jeg i et halvt år repræsenteret en enhed i samarbejdsudvalget. Det har givet mig selvtillid til at få ting til at ske – også i mit privatliv.”

Vejen frem: Fortsat fokus på fællesskab og udvikling
Fountain House vil fortsat styrke de eksisterende tilbud og har særligt fokus på at understøtte mere samarbejde på tværs af enheder. Borgerfeedback 2024 bekræfter, at en struktureret, tryg og inkluderende tilgang er afgørende for medlemmernes recovery og livskvalitet.

Tak til alle medlemmer, der har bidraget til undersøgelsen – jeres stemme er afgørende for, at vi sammen kan skabe de bedste rammer for udvikling og fællesskab!

Video om undersøgelsen: https://youtu.be/GMvWCP8Rth4