Formål
Fonden Fountain House er en non-profit social organisation.
Vedtægterne for Fonden beskriver, at formålet er at øge sindslidendes muligheder for at opnå en ligeværdig tilværelse i samfundet ved at styrke selvværd, ansvarlighed og sociale færdigheder.
Fonden ejer ejendommen på Teglværksgade 22, 2100 København Ø, hvor lokalerne hovedsagelig udlejes til Den Selvejende institution Fountain House København (DSI), som har driftsoverenskomst med Københavns kommune.
Desuden har Fonden støttet opstart, udvikling og drift af Fontanaskolen, som er en STU, der ligeledes har lokaler i ejendommen Teglværksgade 22 samt i naboejendommen til Fountain House.
Aftenskolen – nu kaldet Skolen for Skabertrang, har eksisteret i mere end 10 år er ligeledes opstået med stor støtte fra Fountain House.
Fonden og enhederne er en ’familie’, hvor vi gensidigt bidrager til hinandens positive udvikling.
Fountain House bevægelsen
Fountain House er pionér i Danmark og en del af den internationale Fountain House-bevægelse. Siden 1986 har vi arbejdet ambitiøst med at etablere, udvikle og udbrede løsninger til mennesker med psykiske lidelser, der har brug for støtte.
Modellen for Clubhouse blev oprindeligt udviklet af den psykiatriske brugerbevægelse i New York tilbage i 1940’erne. I dag findes der over 300 klubhuse eller Fontænehuse på verdensplan, og der er oprettet en paraplyorganisation kaldet Clubhouse International.
Fountain House modellen er en international fællesskabsorienteret psykosocial rehabiliteringsmodel, der styrker mennesker med psykiske lidelser i at bryde isolation og til at klare sig selv socialt, økonomisk, uddannelses- og beskæftigelsesmæssigt.
Vision og værdier
Fountain House ‘familien’ har udarbejdet vision og værdier i fællesskab.
Vision
Visionen for Fountain House er, at vi vil være førende i udviklingen af videns- og værdibaserede indsatser for, at mennesker med psykiske lidelser deltager ligeværdigt i samfundets fællesskaber.
Værdier
- Mangfoldighed
- Tryghed
- Ligeværdighed
- Fællesskab
- Udvikling
Grundfortælling
Fonden Fountain House er pionér i Danmark og en del af den internationale Fountain House-bevægelse. Siden 1986 har vi arbejdet ambitiøst med at etablere, udvikle og udbrede løsninger til mennesker med psykiske lidelser, der har brug for støtte. Begrebet psykiske lidelser er valgt ud fra en konsensusproces.
Vi arbejder for at udvikle og samskabe overgange til arbejdsmarked, uddannelse og fællesskaber i civilsamfund. Derfor udvikler og driver vi løsninger, der både skaber rammer for en meningsfuld hverdag samt brobygning mellem systemer og det levede hverdagsliv.
Vi har fokus på fællesskab, frivillighed og relationer med rummelighed og de ressourcer, vi ved, at alle mennesker har og her er deltagelse og selvbestemmelse centralt. Særligt medlemmer/elever peger på at der ikke findes én opskrift på at komme sig og at de i Fountain House møder medmenneskelighed, ligeværd, respekt og kreativitet som skaber rum til at vokse samt en vej til en meningsfuld fremtid med aktiv medvirken i samfundet.
Med fokus på social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed kender og omsætter vi det, vi ved virker i dagligdagen. Vi har stor variation i vores tilbud, og derfor har vi en særlig opmærksomhed på at bruge vores færdigheder på tværs, hvilket sikrer gode overgange både internt og udadtil.
Vi er med vores arbejde en nødvendig stemme i den samfundsmæssige debat, hvor vi kæmper for at afstigmatisere sårbarhed, give adgang til fællesskaber og skabe bedre praksis på det psykosociale område.
Vi løfter vores pionerarv og arbejder for at udbrede vores praksis nationalt for dermed at bane vejen for en omstilling af de sociale indsatser i Danmark.