Magnild-prisen

Magnild-prisen blev stiftet til minde om foreningens første formand og bliver uddelt hvert år ved husets fødselsdag i december til et medlem af Fountain House eller andre, der i løbet af året på særlig vis har gavnet Fountain House-modellen.

Du er velkommen til at donere gaver eller støtte Magnild-prisen ved at benytte Støtteforeningens girokort – også gerne i din netbank.

Magnild-prisen 2015

Magnild-prisen på 5.000 kroner går i 2015 til Camilla, Karin, Maya og Mikael, som alle er medlemmer af Bogstøtten.

Camilla, Karin, Maya og Mikael modtager Magnild-prisen, fordi de tog initiativ til at etablere et bytterum i Fountain House i slutningen af 2014.

Bytterummet er tænkt som et sted, hvor man kan stille ting og sager, som man ikke længere har brug for, og man kan tage ting, som man lige står og mangler.

De fire prismodtagere har hele vejen sikret, at bytterummet har fungeret med retningslinjer for, hvad man må placere i rummet, og at tingene og tøjet skal være rent og præsentabel.

Initiativet er prisværdigt af mange grunde, bl.a. fordi det har ramt et behov hos husets medlemmer, i og med at genstandene på hylderne og tøjet på stativerne hurtigt skiftes ud. Det har skabt et sted, hvor man mødes på tværs af enhederne og snakker om tingene.

De fire prismodtagere repræsenterer centrale elementer ved Fountain House-ideen: der er tale om en frivillig, medlemsdrevet aktivitet, der viser initiativ og ressourcer, og som kommer fællesskabet til gavn.

Per Bo, medlem i Kernehuset, modtager en erkendtlighed på et Tivoli-årskort Sølv 2016, for hans bidrag til Fountain House gennem tre årtier.

Kompetencer er mange ting, og det er beundringsværdigt, at Per Bo hver morgen igennem mange år har været en fast "morgen-åbner" af Fountain House. Han har hilst god morgen til alle tidligt fremmødte medlemmer og alle medarbejdere - hentet posten, brygget kaffe, passet receptionen med telefon og beskeder til hele huset.

Alle kender Per Bo, og Per Bo kender alle.