Vision 

Vi bygger fremtiden: Campus Fountain House som ramme om fællesskab, bæredygtighed og personlig udvikling.

Fountain House står foran en historisk udvikling. Vi har sat gang i planerne om at skabe Campus Fountain House – et nyt, sammenhængende miljø for mennesker med psykisk sårbarhed, hvor fællesskab, personlig udvikling og bæredygtighed går hånd i hånd.

Gennem næsten 40 år har Fountain House skabt en særlig ramme for mennesker, der kæmper med psykiske lidelser – et sted hvor man mødes som menneske, ikke som patient. Nu er tiden kommet til at gentænke både vores fysiske rammer og vores måde at arbejde på – med respekt for det, vi allerede har bygget op, og med blik for de krav og muligheder fremtiden stiller.

Mere end mursten – et sted at komme sig
Campus Fountain House skal samle vores nuværende aktiviteter – kernehus, ungdomsuddannelse (STU), ungehus og bogstøtte – i ét sammenhængende og åbent miljø. Ambitionen er at skabe et sted, der ikke blot rummes fysisk, men giver plads til den enkelte – med trygge fællesrum, fleksible arbejdspladser, grønne opholdsarealer og hjemlig atmosfære.

Det handler ikke kun om at skabe plads til flere – men om at løfte kvaliteten i det, vi tilbyder: støtte til recovery, hverdagsstruktur, fællesskab og vejen videre i livet. For nogen betyder det at blive mere selvstændig i hverdagen. For andre er målet at gennemføre en uddannelse og komme i job. Campus skal understøtte begge dele.

Bevar og forklar – bæredygtighed med både sjæl og sans
En bærende del af projektet er vores fokus på bæredygtigt byggeri – både miljømæssigt, socialt og økonomisk. 

Et fællesskab skabt i fællesskab
Campus Fountain House udvikles i tæt samarbejde med brugere, medarbejdere, arkitekter og fagfolk. Vores erfaring er klar: Når mennesker bliver inddraget i at forme de rammer, de skal færdes i, skaber det både bedre løsninger og stærkere ejerskab. Derfor er medinddragelse ikke bare et princip – det er selve fundamentet.

Grundfortælling

Fonden Fountain House er pionér i Danmark og en del af den internationale Fountain House-bevægelse. Siden 1986 har vi arbejdet ambitiøst med at etablere, udvikle og udbrede løsninger til mennesker med psykiske lidelser, der har brug for støtte. 

Vi arbejder for at udvikle og samskabe overgange til arbejdsmarked, uddannelse og fællesskaber i civilsamfund. Derfor udvikler og driver vi løsninger, der både skaber rammer for en meningsfuld hverdag samt brobygning mellem systemer og det levede hverdagsliv.

Vi har fokus på fællesskab, frivillighed og relationer med rummelighed og de ressourcer, vi ved, at alle mennesker har og her er deltagelse og selvbestemmelse centralt. Særligt medlemmer/elever peger på at der ikke findes  én opskrift på at komme sig og at de i Fountain House møder medmenneskelighed,  ligeværd, respekt og kreativitet som skaber rum til at vokse samt en vej til en meningsfuld fremtid med aktiv medvirken i samfundet.

Med fokus på social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed kender og omsætter vi det, vi ved virker i dagligdagen. Vi har stor variation i vores tilbud, og derfor har vi en særlig opmærksomhed på at bruge vores færdigheder på tværs, hvilket sikrer gode overgange både internt og udadtil.

Vi er med vores arbejde en nødvendig stemme i den samfundsmæssige debat, hvor vi kæmper for at afstigmatisere sårbarhed, give adgang til fællesskaber og skabe bedre praksis på det psykosociale område.

Vi løfter vores pionerarv og arbejder for at udbrede vores praksis nationalt for dermed at bane vejen for en omstilling af de sociale indsatser i Danmark.