Udstillingen ‘Mellem-Rum’ præsenterer værker, der er printet på stofmateriale og hængt op som en landart-udstilling i Den Sociale Blomsterhave ved Bispebjerg Hospital. Alle værker er skabt af deltagerne fra det kreative værksted Skabertrang og kursister fra fotoholdet ‘Foto med Nye Øjne’ i Aftenskolen Fountain House.

’Mellem-Rum’ er skabt af kreative sjæle, som oplever at være i en form for mellemrum i deres liv. Det kan være en overgang fra arbejde til sygdom, fra indlæggelse til bedring eller andre omstændigheder, der har gjort dem sårbare overfor samfundets krav og forventninger til arbejde, uddannelse og en presset hverdag.

Udstillingens titel ’Mellem-Rum’ hentyder også til de fysiske og mentale rum, vi hele tiden bevæger os imellem. I Den Sociale Blomsterhave er vi imellem rum, omgivet af Bispebjerg Hospital og psykiatrisk afdeling. Hospitalets bygninger, hvor personalets opgave er at redde liv og helbrede, og psykiatrisk afdelings mål om at behandle psykisk sygdom.

Aftenskolen Fountain House tilbyder undervisning for psykisk sårbare om dagen. Kurserne er faciliteret af professionelle undervisere, som alle brænder for deres faglige felt: fotografi, skrivekunst, yoga, kunst, håndarbejde, samfundsfag, bevægelse, keramik, musik, filosofi, make-up, blomsterbinding, natur og kulturelle oplevelser.

I 2021 opstår det kreative værksted Skabertrang med midler fra TrygFonden, Det Obelske Familiefond og Velliv Foreningen. Midlerne gør et særligt fællesskab muligt, hvor deltagerne kan fordybe sig i deres kreative processer med kunstmaterialer af høj kvalitet. Faciliteret af den autodidakte kunstner Ania Arturo Nørgaard og fotokunstner Henriette Lykke. Iværksætterne af Projekt Skabertrang er tidligere skoleleder Henriette Norre Bundgaard og nuværende skoleleder Henriette Lykke.

 

Logo: Ania Arturo


Fakta

Udstillingen ‘Mellem-Rum’ har fernisering den 2. juni kl. 14-16 med tale af Bispebjerg Hospitals direktør Kristian Antonsen, kunstsalg, møde med de udstillende kunstnere, kage og køb af kaffe.

Udstillingsperiode: 2.-26. juni, åbent for publikum alle dage, da den er udendørs i Den Sociale Blomsterhave, skråt over for Akutmodtagelse Psykiatrisk afdeling, Ebba Lundsvej, Bispebjerg Hospital. Udstillingen er en del af Copenhagen Photo Festival fra den 2.-12. juni.

Det kreative værksted Skabertrang er støttet af Det Obelske Familiefond, Trygfonden og Velliv Foreningen.