”Bliv hjemme!” var det klare budskab fra statsministeren på pressemødet d. 5. januar 2021. Hele Danmarks befolkning blev bedt om at sætte det sociale liv på pause. Det kan føles, som om det eneste ”sociale”, man kan foretage sig med god samvittighed, er at gå ned i Netto – og kun når indkøbssedlen er lang nok. Lige nu er det samfundssind at blive hjemme. Det er imidlertid vigtigt at finde en balance, så man ikke bliver for ensom. Vi må allesammen omstille os og tænke i kreative løsninger, så vi bryder isolationen, men samtidig passer på hinanden. Jeg ringede til Tanja Jørgensen fra Kontoret for at finde ud af, hvordan det gøres på Fountain House. Det blev en snak om nye initiativer i huset, men også om at være god ved sig selv og få det bedste ud af tingene, nu hvor der endelig lys for enden af corona-tunnelen.

 

Kan du beskrive, hvordan der er på Fontain House lige nu?

”Vi kan godt mærke regeringens udmelding om, at man skal holde sig hjemme. Der er mere stille, hvad angår fremmøde, end der plejer at være. Men man kan sagtens komme herind, hvis man har brug for det, og de folk, der er her, passer godt på hinanden. Vi spritter af, bruger mundbind og holder afstand. Vi har også indrettet enhederne efter de nye afstandskrav, så man altid sidder med to meter imellem sig. Samtidig prøver vi at holde hverdagen kørende, så det ikke kun er restriktionerne, der fylder. Man skal kunne komme og gøre de ting, man har brug for, uden alting handler om corona. Men vi får også snakket, hvis der er noget, der presser sig på i forhold til det. Udover det kan man altid komme forbi og få en kop kaffe to-go ud ad cafévinduet!”

 

Hvordan er det, at være med til at drive huset i den her nedlukningsperiode?

”Det har givet mig rigtig meget, at jeg faktisk kan komme på arbejde, især fordi jeg bor alene. Så er det meget rart at kunne tage herind. Det er også fantastisk, at man kan lave nogle nye initiativer og være med til at skabe en god stemning for medlemmerne under alt det her. Vi får lavet nogle andre ting, end vi plejer, og jeg kan se, at de nye tiltag giver nogen noget. Det er fedt at være med til! Jeg er glad hver dag, når jeg skal på arbejde.”

 

Hvad er det for nogle nye initiativer, du nævner?

”En del medlemmer føler sig ikke helt trygge ved at komme indenfor i huset pga. corona. Derfor har vi lavet noget, vi kalder ”Sjælevarmer” hver mandag, onsdag og fredag kl. 13. Sjælevarmeren er en varm drik, man får serveret ud ad cafévinduet.”

”Om mandagen kan man også komme og gå en tur sammen. Vi går cirka kl. 13:10, og man kan tage sin sjælevarmer-drik med sig. Vi går fx over i Fælledparken, og der er altid en medarbejder, som går med. Hvis vi er mere end fem, deler vi os op i to mindre grupper, for man må jo max være fem sammen ude i det offentlige rum.”

”Hver torsdag kl. 13 står der også en medarbejder klar til at gå over i Parken og få taget en quick-test sammen med dem, som har lyst. Ikke alle synes, det er rart at gå alene hen og blive testet. Så om torsdagen kan vi gøre det sammen. For vi opfordrer jo til, at man bliver testet ofte i den her tid, så vi passer bedst muligt på hinanden.”

”Vi vil også tage en tur ud af huset en gang om måneden. Vi låner STU’ens bus, og så tager vi en tur i skoven. Vi må gerne være mere end fem inde i selve bussen, bare vi har mundbind på, og to medarbejdere tager med, så vi nemt kan dele os op i mindre grupper udenfor bussen. Vi skal lige finde ud af hvilken ugedag, vi kan låne bussen, og så kommer de nærmere detaljer til at stå på Facebook. Første gang bliver højest sandsynlig i starten af februar.”

”Vi er i løbende kontakt med medlemmerne over telefonen, i forskelligt omfang, alt efter hvad folk har behov for. Men man kan også ringe og aftale at gå en tur med en af os medarbejdere, bare sådan selv. Så hvis man lige har brug for at mødes og ikke har lyst til at være inde i huset, kan vi gøre det på den måde.”

 

Sker der andre ting, du gerne vil fortælle om?

”Her i corona-perioden har vi faktisk lavet vores eget ”lille træningscenter”. Flere af medlemmerne plejer at dyrke motion, fx hos Idrætsforeningen Kæmperne, og det er jo lukket ned nu. Det er vigtigt, at det med at være fysisk aktiv ikke går tabt. Så for tiden er det næsten dagligt, jeg går ned i salen med nogle af værkstedsdrengene, og så får vi lige trænet lidt. Så når man er i huset, kan man også tage et break og gå ned og træne sammen med os, hvis man har lyst. Alle er velkomne, og der er virkelig god stemning.”

”Så der sker faktisk en hel masse nyt herinde. Først tænkte man: ”Det gør vi bare i den her tid!”. Men der er helt klart tiltag, jeg nu synes, man skal overveje at beholde. Fx det med træningen, at gå ture og at tage på tur ud af huset. Det giver afveksling i hverdagen. Så jeg vil da opfordre til, at vi fører nogle af de her ting videre.

 

Hvad gør du selv for at holde humøret oppe her under nedlukningen?

”Jeg vil sige, at jeg får ekstra energi af at komme herind på arbejde, fordi det gør en forskel. Det giver andre noget, at vi har åbent. Det giver mig en drivkraft. Men jeg ser selvfølgelig ikke ret mange mennesker for tiden, udover mine forældre og min søster, som har valgt stadig at se hinanden indimellem. Ellers forsøger jeg at holde telefonisk kontakt med dem omkring mig.”

”Generelt prøver jeg at holde mig i gang og få bevæget mig. Jeg kan mærke, at det giver mig en hel masse energi. Det er vigtigt, at være god ved sig selv i den her tid, og for mig er det at træne faktisk en måde at gøre noget godt for mig selv. Jeg går nogle ture, når det ikke er for koldt, og så har jeg lavet et lille hjemmetræningshjørne, hvor fitnessudstyret ligger fremme. Men at være god ved sig selv er fx også at lave noget god mad. Det kan være at sige til sig selv at det er okay, hvis man en aften bare har brug for at ligge på sofaen og se film. Det kan faktisk være alt muligt, lige fra at give sig selv en ansigtsmaske til at tænde et stearinlys. Bare man få hygget lidt om sig selv.”

 

Hvad glæder du dig mest til, når Danmark åbner op igen?

”På den lange bane, når coronaen er helt færdig, så glæder jeg mig altså til, at man kan kramme hinanden. At man lige kan komme lidt tættere på hinanden igen og fx give hånd. At man kan gå forbi hinanden uden mundbind, og man kan smile til hinanden og få et smil igen. Jeg synes, der er lys for enden af tunnelen, nu hvor vaccinen er der. Så selvom det er hårdt, og man kan blive corona-træt, skal vi nok komme igennem det.”

 

Glæde er gensidigt

For Tanja handler det at komme godt igennem nedlukningen altså både om at holde sig i gang og om at huske at hygge om sig selv. Men det handler også om at slippe ud af isolationen og være noget for andre. Hvis man ikke har nogen aftaler, kan det være svært at komme ud af starthullerne. Men rare aftaler med andre kan man stadigvæk sagtens have på Fountain House. I den forbindelse er det værd at minde sig selv om, at man altid er velkommen og ikke er til besvær. Som Tanja fortæller, er det fedt at være med, når samværet også giver andre noget. Vi bliver glade af at se andre blive glade, så at bryde corona-ensomheden er et gensidigt projekt.

De ting, som løfter humøret, er tit dem, man godt kender i forvejen: at gå en tur og få nye indtryk eller drikke en kop kaffe med en ven. Man skal bare være rigtig kreativ for at få dem til at lykkes i denne tid. Efter alt at dømme blomstrer kreativiteten som sædvanlig på Fountain House. Så kniber det med at holde humøret oppe, kan man altid stikke hovedet forbi Café Grums’ åbne vindue og se, hvad medlemmer og medarbejdere nu har fundet på.

Mette Kamille er medlem i kontorenheden

Foto: Mette Kamille