OPDATERING 29. maj 2020
Vores fase 2 i genåbningen går i gang d. 1. juni og løber frem til sommerferieperioden, som starter d. 29. juni. I Fase 2 i juni måned fortsætter vi med de generelle forholdsregler såsom øget rengøring og håndvask, opdeling i enheder med særlige indgange, toiletter, lokaler, frokosttider og frokostbestilling, opdeling i formiddags- og eftermiddagshold, rygning udendørs og coffe-to-go.

De enkelte enheder har lavet små justeringer her i maj måned, særligt i Bogstøtten bliver der øget fysisk åbningstid, så hold kontakten til din enhed for at lave en konkret aftale omkring brug af huset. Det vil fortsat være sådan, at vi holder afstandskriteriet på 2 meter ved kødannelse, studiepladser etc., da vi jo ikke kan vide, hvem der evt. er særlig udsat ift. Corona. Ligeledes er det fortsat vigtigt at lave en aftale omkring fremmøde, da der er begrænsning på antal i vores lokaler. Aftenskolen åbner først op for fysisk undervisning til Sommerskolen – dog med små undtagelser såsom at få brændt sit keramik i husets ovn.


Efter Mette Frederiksens pressemøde torsdag den 7. maj samt information fra Københavns Kommune genåbner vi Fountain House tirsdag den 12. maj. Jeg har valgt at kalde genåbningen for fase 1 for at signalere, at vores aktiviteter i huset bliver anderledes end normalt. Betingelserne for at åbne er at overholde Sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Fase 1 løber frem til 1. juni, og inden da vil jeg melde ud, om vi fortsætter eller ændrer i forholdsreglerne.

Vi glæder os meget til at se jer! Alle medarbejdere har gjort hovedrent og indrettet, så vi er rigtig godt forberedte til at åbne dørene på tirsdag.

I enhederne er der lavet gode rammer for, hvordan man vil håndtere situationen, så alle kan føle sig velkomne, samtidig med at vi overholder de strikse regler. Både medarbejdere og medlemmer holder sig til egen enhed, og her laver man aftaler om, hvorvidt man er i huset om formiddagen eller eftermiddagen. Som medlem skal man derfor kontakte sin enhed, når man gerne vil lave en aftale om at komme retur, og i flere af enhederne vil medarbejderne forsøge at kontakte jer i løbet af mandag. Ring til enhedens telefon eller til hovednummeret eller send en mail.

Vi har fordelt huset på enhederne, forstået på den måde, at enhederne har fået tildelt bestemte indgange, toiletter, frokosttider m.m. Hvis man er medlem i køkkenet, skal man eksempelvis bruge indgangen i den grønne port, mens medlemmer i Fontana skal gå ind og ud igennem den lille gård. Alt det vil medarbejderne i enhederne kunne sige meget mere om. Det bliver også medarbejderne, der tjekker folk ind i medlemsdatabasen på computer i enheden, da vi ikke kan dele touchskærme så mange mennesker pga. sundhedsretningslinjerne.

Frokosttiderne med portionsanrettet sandwich er:
Kernehuset og Grafix kl. 11.45-12.15
Fontana kl. 12.15-12.45
Bogstøtte og Jobstøtte kl. 12.45-13.15

Der tages desværre ikke imod kontanter men kun mobilepay.

Der er tildelt bestemte kaffepauser, men hele dagen vil det være muligt at købe coffee-to-go ud ad cafeens vindue. Medbring din egen kaffekop.

Der er opsat håndspritdispenser flere steder i huset, og vi fortsætter al den håndvask, som vi vist alle sammen er trænet i på nuværende tidspunkt. Et besøg i huset starter således også med at vaske hænder.

Det er afgørende for vores genåbning, at vi overholder afstandskriteriet og holder 2 meters afstand til hinanden. Det gælder også hvis man går ud for at ryge. Rygning foregår nemlig kun uden for matriklen.

Aftenskolen afholder ikke fysiske aktiviteter i fase 1. De fortsætter i det virtuelle rum, som er kommet rigtig fint op at køre i coronalukningen. Ligeledes bliver der ikke ungeaften onsdage i fase 1.

Alle enheder har morgenvagter, receptionsvagter, opvask mm. som vi plejer. Ligesom vi selvfølgelig har daglig rengøring og afspritning.

Lad os være sammen på afstand – fra nu af også i Fountain House😊

Mange hilsner Maria Clemensen