Filminstruktør Jeppe Kolstrup sætter i samarbejde med balletdansere fra Den Kongelige Ballet og arbejdsfællesskabet for psykisk sårbare unge, Fountain House, fokus på den ensomhed, som mange unge oplever under Coronakrisen, især op til jul, i en ny international kunstfilm.
Foto: Kia Hartelius
De har udviklet kunstdansefilmen “Apart” sammen med de to topkoreografer, Rafael Bonachela (artistic director, Sydney Dance Company) og L.A.-baserede Jacob Jonas (Kanye West), samt den engelske manuskriptforfatter Jack Wake-Walker for at belyse de psykiske følger af Coronakrisens isolation blandt unge.
“Det var udfordrende at udtrykke følelsen af ensomhed på film. Derfor teamede jeg op med de her dygtige folk, fordi dansere kan udtrykke en følelse med kroppen på en måde, man ikke kan med andre medier og kunstformer,” siger Jeppe Kolstrup. Han har selv oplevet psykiske udfordringer som ung, så han ved, hvor hårdt det er at være isoleret med sine problemer. Derfor fik han lyst til at lave en film om emnet.
Har selv oplevet ensomhed
“Lige nu er der for lidt fokus på de psykiske konsekvenser af corona-krisen – især blandt unge og her op til jul. Alt handler om mink, håndsprit og smittetal. Det betyder, at vi glemmer de psykisk sårbare unge. De har brug for støtte til at komme igennem en mørk tid ved fx at kunne mødes med andre unge, der er i samme situation. Det var en kæmpe hjælp for mig, da jeg selv havde brug for det. Derfor har jeg lavet den her film,” siger Jeppe Kolstrup.
Fællesskab er livsvigtigt for sårbare unge
For der er heldigvis hjælp at hente. Ét af stederne er Fountain House, hvor psykisk sårbare unge kan mødes, få en hverdag, et fællesskab og hjælpe hinanden med at komme i uddannelse og arbejde.
“Coronakrisen har været særligt slem for de unge, som kommer hos os til dagligt. De mistrives, når de ikke kan være sammen med andre. Jeg får dagligt at vide, at det er livsvigtigt for dem at have et meningsfyldt fællesskab som vores, hvor de kan udtrykke sig kreativt og kunstnerisk, især her under Coronakrisen. Lige nu bliver vi rendt på dørene og har aldrig haft så mange unge medlemmer som nu,” siger Mogens Seider, direktør for Fountain House.
”Jeg blev mega ensom. Det gjorde min depression værre. Der var ikke noget, jeg skulle, og alle mine fællesskaber forsvandt bare. Men jeg får det bedre, når jeg kan komme her på Fountain House. Det er fedt at være sammen med de andre unge, som er i samme situation som mig. Så føler jeg mig ikke så alene med det hele, så tør jeg tro på, at det hele nok skal blive bedre” siger en af medlemmerne af Fountain House, Mathias på 26 år, om hvordan han har haft det under Coronakrisen.
Filminstruktør Jeppe Kolstrup. Foto: Caroline Parkel
Stærke – hver for sig
Det er den isolation – alene på sit værelse, med en hungrende sult efter nærhed, som balletdanserne fra Den Kongelige Ballet udtrykker i filmen.
“Vi forsøgte at illustrere de klaustrofobiske og fremmedgørende følelser af isolation, ensomhed og hudsult som mange unge – især de psykisk sårbare – føler under Coronakrisen. Men i sidste scene bryder de fri af isolationen, og i en drømmesekvens finder de sammen i en fejring af fællesskab og sammenhold. Filmen slutter med budskabet om at være stærke hver for sig – apart. Og det er nemmere, når man ved, at der er nogen, der tænker på en og kan hjælpe, som hos Fountain House,” afslutter Jeppe Kolstrup.
For mere info kontakt Troels Kranker på troels.kranker@gmail.com og tlf. 20789401.
Mandag den 14. december præsenterer filminstruktør Jeppe Kolstrup filmen i Fountain House og taler om sine egne oplevelser med ensomhed.
Det er gratis og tilmelding sker til Mogens Seider på mseider@fountain-house.dk
Fountain House
Teglværksgade 22
2100 København Ø
Mandag 14. dec. kl. 15-16
Fakta
Apart er produceret klimaneutralt af produktionsselskabet Fern, som ejes af fotograf Kia Hartelius og instruktør Jeppe Kolstrup.
Se www.fernstudio.dk
Apart er et samarbejde mellem Fern, Fountain House, dansere fra Den Kongelige Ballet, de internationale topkoreografer Jacob Jonas, der har arbejdet for Kanye West og den Oscar-vindende instruktør Alejandro Inarritu og Rafael Bonachela, artistic director for Sydney Dance Company.
Se https://fountain-house.dk/
Se https://www.instagram.com/jacobjonasthecompany/ og http://jacobjonas.com/
Se https://www.instagram.com/rafaelbonachela/ og https://www.sydneydancecompany.com/about-us/artists-collaborators/artistic-director/
Credits – Holdet bag
Instruktør – Jeppe Kolstrup
Produktionsselskab – Fern
Choreograf – Rafael Bonachela
Dansere – Oliver Marcus Starpov, Ryan Tomash, Astrid Grarup Elbo, Meirambek Nazargozhaev & Eukene Sagues Abad
Fotograf – Jacob Møller
Klipper – Mikkel Stenild
Musik – Martin Pedersen
Digt – Jack Wake-Walker
Lyddesign – Nis Nørgaard
Color grade – Jonas Bech
Executive producer – Josefine Borch
Line producer – Cathrine Damgaard
Production manager – Amalie Olsen
Produktionsassistent – Frida Winkel
Runner – Clara Lykke Louw
Steady cam – Mathias Tegtmeier
Drone operatør – Dane Grace
1. assisterende instruktør – Frederik Barington
Focus-puller – Ida Gabriella
Dit/c-foto – Asger Frølund
Second unit fotograf – Chris Porup
Second unit director – Jonas Bech
B-foto second unit – Thor Bondorph
Gaffer – Andreas Kragh-Jacobsen & Casper Bülow
Stylist – Tea Falk
Hair & makeup – Kirstine Engell
Stills – Kia Hartelius
Behind the scenes – Kristina Pedersen
Art department – Lukas Gauger
Art department assistent – Kevin Sherchan Frandsen
Voice over – Sidsel Rostrup & Jack Wake-Walker
Grafik – Frederikke Vang & Emilie Nuka
Statister – Olivia Obiefule & Lars Hansen
Presse – Troels Kranker
Speaken
Af den engelske poet Jack Wake-Walker
APART
We thought it wouldn’t be for long.
We thought we’d manage, that we’d be strong
Enough to cope with the unerring damage,
The loss of dignity and hope.
We’d stay at home, alone and cold
In the land where no one hugs or holds
Where hands no longer feel,
And hearts no longer heal,
And the young no longer gain
Their warmth and comfort from the old.
And yet our whirring minds, not used to inactivity,
Would roam to times when
We could be and think and do,
Together, not alone, and not
Forever standing on the brink
Of something new.
What felt right before, now feels wrong.
We owe our bodies an explanation,
Why, for every greeting, every
Interaction we now make,
Muscles ache with expectation,
Our skin, our nerves, our senses
Prime themselves for something real,
Some divine touch, an unbreakable seal,
Some firm reaction for which they long
Yet, in a fleeting moment,
All is gone.
We are a world of false pretences.
We are a spare component,
Rare, inept, and yearning to be whole,
Our souls are burning as we repel
All others with a matching pole.
Where once we were in or on,
By or beside,
Now we are through, around,
Over and under,
The wonder we once had
Swept away by the tide,
Ground down by the weight
Of what we now must do.
We are behind a screen,
Fenced in by meekness and humility
Surviving in desperation,
Self-respect dispensed with,
Striving to remind ourselves
That despite the resilience,
The fight, the determination
Of our collective millions,
Each weakness,
Each vulnerability
Can still be seen.
But perhaps if we can close our eyes,
Touch fingers,
And embrace the passion of our minds,
And let our calming, lingering thoughts intertwine,
Face to face,
Arm to arm,
Spine to spine,
And recognise
What’s mine is ours
And ours is mine,
And bring each other in again,
On again,
Back from the cold,
Back from the land where no one hugs or holds,
If we can come together,
Pace by pace,
Our shoulders tethered, movements traced,
And synchronize, and co-exist
Within this space,
Then maybe we’ll
Reveal a path through
All those screens that catch our tears
And block our dreams,
A path which leads us
To a place where everyone can go
And where our hopes and hearts
Will fuse and grow.
We thought it wouldn’t be for long.
But this is just the start.
And so, for now, we must be strong, apart.